SPIS DIN BY
Spis din by er et undervisningsforløb om biodiversitet, sankeregler og spiselig bynatur for skolebørn udviklet af Miljøpunkt Østerbro.
I 2024 og 2025 udbyder Miljøpunkt Amager undervisning af to skoleklasser årligt på Amager, én i henholdsvis Amager Øst og Amager Vest (skel er ved Amagerbrogade).
SANKETUR OG PANDEKAGER
Kan man spise brændenælder uden at brænde sig? Hvordan smager mælkebøtteblade? Og må man gerne sanke inde midt i byen?
Spis din by introducerer eleverne for gråbynke, brændenælde og andre spiselige planter, der vokser omkring os i parker og haver, og viser hvordan vi i langt højere grad kan vælge at spise lokal mad. Eleverne kommer med på sanketur i byen, hvorefter vi laver mad over bål og bruger de indsamlede planter i madlavningen.
Eleverne får også indsigt i, hvordan natur ikke kun er smuk og nyttig for mennesker, men også nødvendig at beskytte for at biodiversitet med forskellige planter, insekter og dyr kan trives både i byen og på landet.
PRAKTISKE INFORMATIONER
Spis din by inddrager elementer fra fagene natur/teknologi og madkundskab, og giver indsigt i FN’s verdensmål.
Forløbet passer godt til indskoling og mellemtrin, der lærer om planter, insekter og andre dyr. Til større elever kan det kombineres med elementer af undervisningsforløbet Fornemmelse for mad, der omhandler madspild, eller Generation Verdensborger, der omhandler FN’s verdensmål.
Undervisningen foregår typisk i perioden marts – oktober på en af byens bemandede legepladser, og vi prøver så vidt muligt at vælge en legeplads i nærheden af skolen.
OM UNDERVISNINGSFORLØBET
Spis din by er udviklet af Miljøpunkt Østerbro med støtte fra Østerbro Lokaludvalg og Københavns Kommune/Åben Skole. Miljøpunkt Østerbro har mange års erfaring i at undervise skoleelever om lokal bynatur og i at minimere madspild (se bl.a. Fornemmelse for mad).
I 2022 og 2023 har mere end 3000 københavnske skolebørn været igennem Spis din by-forløbet og lærte om biodiversitet, spiselig bynatur, insekter og sankeregler.
For forespørgsler og mere information om forløbet, kan du kontakte Miljøpunkt Østerbro på tlf. 31 49 70 84 eller e-mail info@miljopunkt-osterbro.dk.
VI ARBEJDER FOR AT
GØRE VERDENSMÅL TIL HVERDAGSMÅL
Hos miljøpunktet er alle indsatser relateret til verdensmålene. Vi ser arbejdet med at understøtte verdensmålene og udbrede kendskabet til dem som en vigtig opgave for miljøpunktet. Verdensmålene er relevante for alle og miljøpunktet vil gerne være med til at gøre verdensmål til hverdagsmål, hvor vi alle kan gøre en indsats i vores daglige liv og arbejde.