VILD NATUR
HVAD ER BIODIVERSITET?
Biodiversitet beskriver mangfoldigheden indenfor samt mellem arter og økosystemer. Med andre ord er det liv, som findes overalt på kloden, i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt levende i vand og på land.
Udover at passe godt på vores eksisterende naturområder, er der også flere ting borgere selv kan gøre for at bevare biodiversiteten i byen.
GUIDEDE TURE OG WORKSHOPS
Bliv klogere på dyre- og plantelivet på Amager, herunder hvordan du kan nyde det og samtidig passe godt på det, ved at deltage i vores årlige guidede ture og workshops. Tidligere har vi både afholdt guidede ture om spiselige planter på Amager Fælled, bygget insekthoteller, lavet soundwalk med ByBi, og workshops om tang. Du kan holde dig orienteret om kommende arrangementer i vores nyhedsbrev og på Facebook.

Adoptér et bed under et gadetræ
Vil du være med til at gøre gadebilledet på Amager endnu grønnere? Så kan du i denne guide få vejledning til, hvordan du kan adoptere et bed under et gadetræ til at plante blomster.
I guiden får du vigtig information om, hvor du skal søge og konkret vejledning til dyrkning af bedet. En afgørende faktor er dog at du kan vedligeholde bedet, og at du kan stå sikkert, mens du gør det, fx på et fortov.
BIODIVERSITETSPULJEN
I 2021-2023 kan man i perioden fra 1. februar til 1. marts søge puljemidler til et lokalt biodiversitetsprojekt fra Københavns Kommunes Biodiversitetspulje. Måske I vil lave en lokal byhave, en vild blomstereng eller noget helt tredje?
Uanset, er det en god idé at forberede jer i så god tid som muligt, for at sikre jer at I opfylder kravene, fx tilladelse fra grundejer, plan for pleje og vedligehold, budget og faglig beskrivelse for projektet samt en oversigt over evt. samarbejdspartnere. For naturprojekter skal der desuden være beskrevet, hvilket areal der anvendes og hvad man ønsker at plante. For formidlingsprojekter, skal det være beskrevet hvilke emner, der skal formidles og til hvem. Vær opmærksom på, at du ikke må være gået i gang med konkrete tiltag i projektet, når du søger puljen. Miljøpunktet er altid interesseret i potentielt samarbejde, så hvis I har én idé til et projekt, så kontakt os på post@miljopunkt-amager.dk
VI ARBEJDER FOR AT GØRE VERDENSMÅL TIL HVERDAGSMÅL
Hos miljøpunktet er alle indsatser relateret til verdensmålene. Vi ser arbejdet med at understøtte verdensmålene og udbrede kendskabet til dem som en vigtig opgave for miljøpunktet. Verdensmålene er relevante for alle og miljøpunktet vil gerne være med til at gøre verdensmål til hverdagsmål, hvor vi alle kan gøre en indsats i vores daglige liv og arbejde.

BLOMSTERFRØ TIL HAVEN ELLER ALTANEN?
Hos Miljøpunkt Amager kan du med jævne mellemrum hente en gratis pose blandede blomsterfrø (max. én pr. person), som især bierne elsker. Send en mail til post@miljopunkt-amager.dk og aftal et afhentningstidspunkt.