KØBENHAVNERPICNIC I ØRESTAD
Københavnerpicnic i ørestad - dyrk & styrk dit grønne nabofællesskab
Vil du have flere træer, blomster, buske, cykelstier, bænke, rekreative områder, biodiversitet og medbestemmelse, hvor du bor?
Tænker du det er svært at få indflydelse i lokalområdet, og ved du ikke helt, hvor du skal starte?
Kom med når Miljøpunkt Amager, Asgers Have, Kulturhuset Islands Brygge, Ørestad Bibliotek og Kultur og Fritid Amager Vest inviterer til Københavnerpicnic i Ørestad søndag den 11. juni kl. 16-19. Arrangementet er en del af ‘Den Store Københavnerpicnic’ som bliver holdt på samme tid i alle de københavnske bydele, og er et af de fem signaturevents, som fejrer at København er UNESCO Arkitekturhovedstad i 2023.
Her kan du møde en række forskellige samtaleeksperter, der inspirerer og klæder dig og dine naboer på til at indtage nabolaget og sætte jeres præg, så det bliver et bedre område at bo i både for jer, men også for fugle, insekter og planter. I bedste picnicstil, skal du selv medbringe en picnickurv med service, som du kan indtage den lækre mad og drikke, du kan købe hos en af vores mange madboder. Der vil være musikalske indslag, aktiviteter for børn og voksne, og en masse spændende organisationer, fællesskaber og aktører, som du kan møde på vores markedsplads.
Mere information om lokation og indhold kommer løbende - hold dig orienteret gennem Miljøpunktets nyhedsbrev, Instagram eller Facebook.
Arrangementet er støttet af Amager Vest Lokaludvalg.

Vil du være stadeholder til Københavnerpicnic i Ørestad?
Er I en grøn forening, organisation, aktør eller fællesskab, som arbejder med grøn omstilling med særligt fokus på biodiversitet og grønne byrum? Og kunne I tænke jer at have en stand til vores Københavnerpicnic i Ørestad? Så send en mail afsted til celeste@miljopunkt-amager.dk senest fredag den 10 marts.
Optaktevents
Som en optakt til ‘Københavnerpicnic i Ørestad’ søndag den 11. juni vil Kulturhuset Islands Brygge, Ørestad Bibliotek og Miljøpunkt Amager skabe events med fokus på, hvordan vi sammen kan skabe arkitektur og byrum, der emmer af liv i Amager Vest.
Hold derfor øje med denne tagline ‘Optaktsevent til Københavnerpicnic i Ørestad’.
Miljøpunktet holder DoughnutBio den 30. marts, som optaktevent, hvor vi ser Phie Ambos dokumentar 'Organiseret Vildskab' og diskuterer, hvordan vi kan arbejde med bynatur udfra økonomen Kate Raworth's Doughnut model. Mere info kommer.

aMAGER KLIMA OG DEMOKRATIFESTIVAL
I 2019 var Amager klima- og demokratifestivalen en succes, hvor lokale erhvervsdrivende mødtes med NGO’er, partier og borgere en skøn forårsdag i april, hvor valgkampene var i fuld gang til både Europa-Parlaments- og Folketingsvalg.
Som det var tilfældet med mange begivenheder i 2020, måtte vi desværre flytte og siden aflyse festivalen, da den verdensomspændende Covid19 kom i vejen.
I 2021 løb Amager klima- og demokratifestivalen over flere måneder igennem en række mindre begivenheder. Gennem udflugter, aktiviteter og debatter satte vi fokus på lokale og globale udfordringer indenfor klima, miljø og (nær)demokrati. Og med hjælp fra forskere og eksperter forsøgte vi at forstå det store billede – og hvad der skal til for at skabe bæredygtige løsninger på problemerne.
Søndag d. 26. september kulminerede forløbet med selve festivaldagen , som det heldigvis lykkedes os at holde. Det var en solbeskinnet festdag, hvor de mange borgere som lagde vejen forbi festivalpladsen ved Amager Bio kunne opleve og deltage i politiske debatter, kreative aktiviteter, musik og meget andet. På dagen havde borgerne også mulighed for at komme med deres input til vores indsatsområder Blå og grøn bynatur, Ren luft, Den cirkulære forbruger og Bæredygtig hverdag.
Festivalen blev arrangeret og støttet af Miljøpunkt Amager, Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg og Områdefornyelsen Sundby.

Vil vi fortsat sætte bestræbe os på at sætte fokus på miljømæssige problemer og løsninger og hvordan vi lokalt på Amager kan bidrage positivt til den grønne omstilling - herunder gennem DoughnutBio, Københavnerpicnic i Ørestad, Fælledens Dag og meget mere...
Vi opfordrer til at holde øje med vores kalender på Facebook hvor vi annoncerer kommende begivenheder og arrangementer på Amager, eller tilmeld dig nyhedsbrevet og få grønne lokale nyheder direkte i din indbakke.
VI ARBEJDER FOR AT GØRE VERDENSMÅL TIL HVERDAGSMÅL
Hos miljøpunktet er alle indsatser relateret til verdensmålene. Vi ser arbejdet med at understøtte verdensmålene og udbrede kendskabet til dem som en vigtig opgave for miljøpunktet. Verdensmålene er relevante for alle og miljøpunktet vil gerne være med til at gøre verdensmål til hverdagsmål, hvor vi alle kan gøre en indsats i vores daglige liv og arbejde.

SKAL VI SAMARBEJDE?
Har du input til vores arbejde eller en ny idé til en bæredygtig workshop, projekt eller andet som fremmer den grønne omstilling? Så hører vi meget gerne fra dig! Skriv til os på post@miljopunkt-amager.dk.