Dato: Torsdag d. 27. september - fredag d. 28. september.
Sted: Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18, 2300 København S.
Tilmelding: Tilmelding sker via billetto her.
Sammen gør vi det lettere for fagfolk og frivillige at skabe naturglæde i byen.
På konferencen samler vi alle ildsjæle med interesse for bynatur. Oplægsholdere fra både den private og offentlige sektor, entusiaster, amatører og professionelle vil fortælle om deres projekter og dele deres erfaringer. I workshops vil der blive diskuteret, hvilke udfordringer der kan være med bynatursprojekter og hvordan de kan løses bedst muligt, mens man kan blive inspireret på ekskursionsture. Der vil være rig mulighed for at blive inspireret, udveksle erfaringer og opleve forskellige bynatursprojekter.
På konferencen kan du fordybe dig i et af disse tre temaer om bynatur som:
Sundhed og velvære
Natur i byen er med til at skabe mere velvære og sundhed, da natur virker beroligende og helbredende på en række sygdomssymptomer og stress. Samtidig er planter i byen med til at optage emissioner og skabe bedre luftkvalitet og kan virke støjreducerende, mens større grønne områder kan være med til at tilbageholde større mængder regn.
Under dette tema vil fokus være på initiativer, der er med til at skabe mere grønt i byen som fx grønne gader og dermed bidrage til mere velvære og sundhed for byens borgere.
Lokale fødevarer
Bynatur kan have en praksis funktion gennem dyrkning af mad i byen. Ud over at forsyne lokalmiljøet med mad kan lokal dyrkning være med til skåne klimaet og miljøet, da der kan spares store mængder af energi ved at reducere transporten. Samtidig kan dyrkning i byen skabe nye fællesskaber, mere biodiversitet samt læringsrum om mad og naturen. Dyrkning af mad i byen kan ske i byhaver, skolehaver, på altaner, inde i, oven på eller mellem bygninger m.m. hvor der kan dyrkes til eget forbrug eller kommercielt.
Under dette tema vil fokus være på urbant landbrug som har et kommercielt sigte.
Sociale fællesskaber
Bynatur kan danne grundlag for forskellige typer af sociale fællesskaber. Det kan være fællesskaber der opstår i byhaver, i arbejdet med bybier, med vedligehold af grønne arealer m.m. Fællesskaberne kan tage forskellig form, men fælles er, at de kan give sammenhold på tværs af sociale skel, etniske tilhørsforhold og aldersgrupper.
Under dette tema vil der være fokus på initiativer, der skaber fællesskaber på tværs af borgere.