KLIMACOCKTAIL
HVAD ER KLIMACOCKTAIL?
Klimacocktail er en grøn torsdagsbar, hvor alle, der interesserer sig for eller arbejder med den grønne omstilling, kan mødes, inspirere og støtte hinanden. Formålet er simpelt: at skabe et voksende fællesskab omkring den grønne omstilling, hvor alle nysgerrige og engagerede kan mødes på tværs af fag, bydele og baggrunde. Klimacocktail er både for borgere, foreninger, bevægelser og virksomheder – en cocktail af mennesker, som mødes i et uformelt rum og udveksler idéer om, hvordan vi sammen kan skabe grøn forandring i vores by. Og der har da også været mulighed for at drikke en cocktail eller mocktail til torsdagsbaren.

HVORDAN FUNGERE DET?
Klimacocktail fungerer som en “stafet”, der efter hvert arrangement gives videre til en ny organisation i København, som arrangerer sin helt egen version af Klimacocktail. Jo mere stafetten vandrer gennem byen, jo større bliver netværket – og jo stærkere bliver forbindelserne på tværs af det grønne København.
Klimacocktail afholdes to gange årligt. Der er indtil videre afholdt fire Klimacocktails rundt om i byen, med forskelligt indhold – vi har set standupcomedy, lært om bæredygtige investeringer og brugt vores hænder til at lave gaver til de mursejlere (fugle, hvis du skulle være i tvivl), der hver sommer besøger vores by. Mulighederne er mange, indholdet skal blot have rod i den grønne omstilling.


Tideligere Klimacocktails
Klimacocktail #1 hos Kulturhuset Islands Brygge (KIB)
Klimacocktail #2 hos Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) i Bella Uno
Klimacocktail #3 hos Thoravej 29 i Nordvest
Klimacocktail #4 hos Bybi i Sundholms Lade på Amager
Skal din grønne organisation, virksomhed eller bevægelse være den næste til at overtage stafetten? Eller er du blot nysgerrig på at høre mere så skriv til: celeste@miljopunkt-amager.dk
